Fortsæt til indhold

Konservativ ros til Venstre for nye toner i Jersie-sag

Arkiv
Arkiv

SOLRØD: Hans Odder, byrådsmedlem for De Konservative i Solrød, tager godt imod de nye signaler fra Venstre, der nu også lader til at ville kæmpe aktivt for en permanent løsning for Jersie Privatskole.
Venstre skriver i en ny pressemeddelelse i de lokale medier, at de nu vil hjælpe skolen med at få en permanent løsning, og partiet lægger samtidig op til yderligere dialog med de aktive kræfter bag privatskolen. Det er noget, der falder i god jord hos De Konservative i byen, der længe har efterlyst netop en holdbar løsning for Jersie Privatskole:
- Det er meget glædeligt at se, at Venstre er hoppet med over på det hold, der aktivt kæmper for Jersie Privatskole. Vi må indrømme, at vi har været lidt i tvivl om partiets position det seneste års tid, men vi konservative har været optaget af skolens overlevelse længe, så vi hilser selvfølgelig de nye signaler meget velkomment. Vi skal jo have Venstre med på holdet, hvis vi skal have et flertal, understreger Hans Odder.
Venstre har senest stemt for en mindstepris på 17,5 millioner kroner for bygningerne på Jersie Skole. En pris, der er så høj, at folkene bag privatskolen slet ikke kan byde, og som blandt andet De Konservative var imod. Men Hans Odder er altså klar til at vaske tavlen ren og tage fat på det politiske arbejde:
- Sket er sket, og det hænger vi os ikke yderligere i. Nu tegner der sig pludselig et flertal, der kan gøre livet meget lettere for Jersie Privatskole og det lokale samfund i landsbyen, og det er det, vi fokuserer på. Jeg har selv en glimrende dialog med folk på skolen, og nu bliver det spændende at se, hvad der er af muligheder. Vi er bare virkelig, virkelig interesserede i, at det skal lykkedes for privatskolen, siger Hans Odder.
- Folk på skolen har fortalt os, at de oven på kommunalvalget i november har kunnet fornemme en mere positiv holdning til Jersie Privatskole generelt, og det er faktisk også min opfattelse. Den nye udmelding fra Venstre understreger blot den tendens, og det er skønt at opleve, slutter Hans Odder.
pm

Hans Odder, De Konservative i Solrød.