Fortsæt til indhold

266 fodboldbilletter er sat til salg

Du kan stadig nå det: Billetter til EfB-Fiorentina

Arkiv
Louise Ritter

Vil du være i selskab med over 11.000 danske og italienske fodboldtilhængere til Europa League-kampen mellem Esbjerg fB og ACF Fiorentina på Esbjerg Arena torsdag aften kl. 19.00, har du stadig en chance.
266 billetter på nedre D i den sydlige ende af stadion er stadig til salg på efbbillet.dk. Herfra kan du følge Mario Gomez, Cuadrado og de øvrige Fiorentina-stjerner på tætteste hold, når den største klubkamp i Esbjerg nogensinde spilles.

Kampen sætter flere rekorder. EfB henter den største billetindtægt på en enkelt kamp i klubhistorien, medieinteressen er massiv, og i lounger, skyboxe og Blue Water Dokken deltager et rekordhøjt antal gæster i spisning inden kampen.

Syv af de 16 skyboxe er ekstraordinært udlejet til virksomheder, der ønsker en eksklusiv ramme om fodboldoplevelsen, og EfB har måttet sige nej til forespørgsler om at deltage i kick-off-arrangementer i skyboxe og lounger på A- og C-tribunen. 1.450 deltagere er, hvad EfB maksimalt kan rumme, når alle skal sikres en særlig oplevelse.