Region Sjælland får en halv milliard kroner til vækst
UDVIKLING: Region Sjælland vil fra 2014-2020 få næsten en halv milliarder kroner til udvikling og vækst fra EU’s regionalfonde.
- Vi skal udnytte de muligheder, som Region Sjælland har. Der skal blandt andet bygges nye sygehuse, toginfrastruktur og Femern-forbindelsen, og det er en vigtig opgave at sikre, at det skaber varige arbejdspladser, siger Jens Stenbæk, formand for Region Sjælland.
Pengene går til udvikling af små og mellemstore virksomheder, energi- og ressourceeffektivitet og uddannelse.
Vækstforum Sjælland beslutter, hvad pengene skal bruges til, i tæt dialog med erhvervslivet. Det skal sikre mest mulig værdi for virksomhederne og regionen.
- Vi ved, at der er muligheder for at skabe vækst ved at regionens virksomheder bliver bedre til at samarbejde med universiteter som RUC og DTU, fordi deres specialister kan hjælpe virksomhederne med at innovere, siger Jens Stenbæk og forklarer, at det er vigtigt, at de store regionale satsninger skaber en stærk region, der er attraktiv for virksomheder at placere sig i. Han tilføjer:
- Vi ser den største effekt, når vi går sammen med erhvervslivet og tager udgangspunkt i de enkelte virksomheder.
pm