To sejre til Køge Basketball Klub
BASKETBALL: Køge Basketball Klubs bedste herrehold i 1. Division havde en travl weekend med to kampe på programmet.
Lørdag gjaldt det udekampen mod BK Amager. Den kamp blev vundet af Køge med 76-63. Dermed var der tanket godt med selvtillid forud for søndagens opgør hjemme i Køgehallen mod Aarhus BF - to klubber der altid har givet hinanden nogle lige og spændende kampe. Kampen mod Aarhus BF var en udsat kamp fra december måned.
Også den kamp vandt Køge - med cifrene 75-70, så dermed fik holdet taget grundig revanche for den totale offday som holdet havde i sidste weekends hjemmekamp mod BMS.
Med de to sejre er Køge nu sikre på at komme med i kvalifikationskampene om oprykning til ligaen. Der resterer tre spillerunder i grundspillet - og Køge synes godt på vej til at slutte på tredjepladsen i 1. Division. Holdet e rmed 26 points fire points foran nummer fire og fem Lemvig og Solrød Comets der hver har 22 points.
De to hold mødtes iøvrigt i lørdags i Lemvig - og det blev en rigtig spændende og underholdende match som Lemvig vandt med 107-105.