Sprængt dæk årsag til at lastbil væltede
ULYKKE: Politiet modtog torsdag aften kl. 21.25 via alarm 112 melding om, at en lastbil med tilkoblet påhængsvogn var væltet i midterrabatten på motorvejen mellem afkørsel 31 Solrød Syd og afkørsel 30 Solrød Nord.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt med en uskadt og ædru, 62-årig mandlig lastbilchauffør fra Bogense.
Under kørsel ad motorvejen mod nord var venstre dæk på lastbilen sprunget, hvorved han mistede herredømmet over køretøjet, der væltede ind over autoværnet i midterrabatten.
Ved uheldet gik der hul på dieselolietanken, som løb ud på jorden. Miljøvagten blev tilkaldt til stedet sammen med rednings- og bjærgningskøretøjer.
Redningsarbejdet blev besværliggjort af defekte hydraulik- og luftslanger på det forulykkede køretøj, ligesom bjærgningsselskabet ville forsøge i størst muligt omfang ville forsøge at redde godset i form af i alt ca. 12 tons fødevarer.
Ingen andre parter var involveret i ulykken, der bevirkede, at myldretidstrafikken fredag morgen blev forstyrret af indskrænket vognbaneforløb forbi uheldsstedet.
Vogntoget vil fredag formiddag efter myldretidstrafikkens ophør blive bjærget fra stedet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
pm