En forskel som hedder Tomas
Blue Fox Herning trak det længste strå i første finale. En finale, der var en forrygende reklame for sporten
De næsten 4.200 publikummer i SE Arena blev trukket igennem hele den følelses-rutchebanetur som kun de allerbedste ishockeykampe kan.
Snart var det de lyseblå, der havde teeten og snart var det de mørkeblå. Det er de - i særklasse - to bedste danske hold, der mødes i finalen. Og det bliver uden tvivl en lang og nådesløs kamp om de gyldne hjelme.
Herning har haft overtaget indbyrdes gennem hele sæsonen, men denne sene fredag aften i Vojens var holdene kolossalt jævnbyrdige, og de formåede at spille intens ishockey i et enormt tempo og med snert i afslutningerne.
Der vatr dog én forskel på de to hold i aftes. Og den forskel har et navn: Tomas Petruska. Ham skal SønderjyskE finde en løsning på. Med én assist og tre rene mål afgjorde slovakken kampen til Hernings fordel. Den mand er livsfarlig for SønderjyskEs gulddrømme.
Dysten fortsætter søndag i Herning, inden der på ny er mestermøde i SE Arena tirsdag aften.