Computere stjålet fra efterskole
Politiet har ikke mange spor at følge, efter at elever på efterskolen Skamling har haft besøg af ubudne gæster.
Det er lykkedes for ukendte gerningsmænd at gå uforstyrret ind på skolen hvorefter de er spadseret ind på flere af elevernes værelser og har stjålet blandt andet computere.
Politiet har afhørt både ansatte og elever, men har ikke meget at gå efter:
"Nogle har muligvis set to mænd gå fra skolen med en hvid pose. Og nogle har måske også hørt dem køre fra stedet i en bil, der havde svært ved at komme i gear, men ellers har vi ikke meget at gå efter", lyder det fra Kaj Hundrup fra Kolding politi, som også fortæller, at det ikke er helt usædvanligt med den slags tyverier:
"Vi har hørt om flere tilfælde på Fyn, hvor andre efterskoler også har haft besøg af tyve. Typisk kommer de ved en seks-syv tiden om aftenen når eleverne der er ovre og spise og ikke er på deres værelser".