Mistænkt forsvandt fra politiet
GREVE: Natten til onsdag kl. 02.28 modtog politiet en anmeldelse fra en beboer på Nørrevang i Greve, der havde set to fremmede, yngre og mørkklædte mænd i sin indkørsel.
Da de ikke havde noget legalt ærinde der, underrettede hun politiet om sine observationer.
Politiet kørte til området med flere patruljer, hvoraf en så to mørkklædte mænd løbe ad Jerismosevej.
Patruljen kørte efter dem, og det lykkedes at få fat i en 40-årig mand fra Brøndby Strand. Da han ikke kunne give nogen fornuftig forklaring på sin og makkerens adfærd i området, anholdt politiet ham som mistænkt for at ville begå indbrud/tyveri i området.
Den anden mand forsvandt i området, og trods eftersøgning efter ham med politihunde over en strækning på ca. fem kilometer lykkedes det ikke politiet at finde ham.
Den anholdte vil blive afhørt nærmere i løbet af onsdag, ligesom politiet vil undersøge, om han kan sættes i forbindelse med berigelseskriminalitet i området.
pm