Fortsæt til indhold

Bakker op om kampen mod kræft

Du kan betale med MobilPay, når du støtter landsindsamlingen til fordel for Kræftens Bekæmpelse på søndag

Arkiv
Arkiv

På søndag den 6. april samles der ind til fordel for Kræftens Bekæmpelses årlige landsindsamling.
Mere end 29.000 indsamlere går på gaden for at samle ind til kampen mod kræft, der i dag rammer 1 ud af 3 danskere.
Danske Bank i Hvidovre bidrager med åbne døre og mange kollegaer til at hjælpe ved landsindsamlingen på søndag.

- Vi er meget glade for at kunne hjælpe ved denne slags indsamlinger. Det er rart at være på arbejde med en anden kasket på - og vide at vi gør en god gerning samtidig. Vores rolle bliver primært at tælle pengene op, når de frivillige indsamlere kommer tilbage til afdelingen med dem, fortæller Heidi Manley, der er privatdirektør i Danske Bank i Hvidovre.

Danske Bank har dog også en anden rolle ved årets indsamling, hvor man som noget nyt kan donere penge med smartphonen. For første gang bruger Kræftens Bekæmpelse nemlig betalingsløsningen MobilePay fra Danske Bank, der kan bruges af alle, og som gør det muligt at overføre penge lige så nemt som at sende en sms.
Danske Banks betalingsapp, MobilePay, er allerede nu downloadet af mere end 1,1 million danskere. Og på søndag, når 29.000 indsamlere landet over går på gaden, vil muligheden for at donere penge med MobilePay på 61 61 08 01, også være synlig på de 42.000 indsamlingsbøsser.
Ifølge en befolkningsundersøgelse fra Danmarkspanelet har knap fire ud af ti danskere været ude for, at de ikke kunne donere penge til et godt formål, fordi indsamleren kun tog mod kontanter. En tendens, der tilsyneladende er stigende, fordi penge i højere grad håndteres digitalt.
- Ofte går de indsamlende organisationer forgæves, fordi folk ikke længere har kontanter. Folk er generelt positive overfor at donere penge til gode formål, men ofte bliver det for besværligt med et girokort, siger Heidi Manley. Og hun er ikke i tvivl om, at udviklingen over tid vil give bedre resultater, når landets indsamlende organisationer fremover ringer på dørklokken.