Knugende film om overvågningssamfundet
Ribe Filmklub har sin anden filmvisning torsdag den 10. april.
Ribe Filmklub havde et velbesøgt åbningsarrangement lørdag den 29. marts med både en film for børn og en for voksne. Både ved børnefilmen og voksenfilmen var der tilbagemeldinger fra deltagerne om, at Ribe Filmklub skal fortsætte sine arrangementer.
Næste filmvisning er i dag kl. 19:30, hvor man viser en tysk film fra 2012. Vi følger en midaldrende kvindelig læge, som er blevet frataget sine karrieremuligheder i Berlin. Handlingen foregår i DDR i 1980 og filmen er en forfrossen kærlighedsfilm og knugende skildring af overvågningssamfundet.
Den midaldrende kvindelige læge er blevet frataget sine karrieremuligheder i Berlin. Hun søger om udrejsetilladelse til Vesttyskland, hvor hendes kæreste er. Det bliver hun straffet for og derfor overført til et provinshospital ved Østersøen. Her klarer hun sig godt og får derfor lov til at mødes med sin kæreste på et Interhotel.
Politiken skrev om filmen: "Blæstens susen gennem træerne, afskallede mure og et tæt skydække opleves mere intenst. Og Petzolds interesse er i grunden ikke samfunds (u)orden eller historiske udviklinger, men de særlige mentale tilstande, disse ydre forhold afstedkommer."
B.T. skrev om filmen: "Nina Hoss er fremragende og bærer i høj grad filmen med sit fornemme portræt af hovedpersonen, som stille og roligt viser sig at være et langt mere nuanceret menneske, end man umiddelbart får indtryk af. En fin og anderledes film."
"Der er ingen tilmelding for at se filmen – du kan blot møde op i Fællessalen, seminarieHuset i Ribe. Der er gratis adgang, og mod et mindre beløb kan du købe en forfriskning til filmen," fortæller bibliotekar Christoffer Kiilerich.