Fortsæt til indhold

Mærsk sælger Danbor til NorSea Group

Arkiv
Arkiv

Mærsk Gruppen er i dag blevet enig med NorSea Group om salg af den Esbjerg baserede offshorekoncern Danbors kerneaktiviteter indenfor logistik og serviceydelser til vind-, olie- og gasindustrien. Salget fra Mærsk til NorSea forventes effektueret med virkning fra 30. april 2014.
NorSea Group har en stærk position på markedet for logistik- og serviceydelser til den norske olie- og gasindustri, og har desuden etableret kontorer i Skotland og Australien. Med købet af Danbor kan virksomheden nu betjene kunder i alle dele af Nordsøen.
"International ekspansion er en del af NorSea Groups erklærede strategi. Danbor er et etableret og solidt selskab inden for vores kernevirksomhed og passer godt ind i resten af NorSea Group-familien. NorSea Group ser mange fællestræk mellem selskaberne og store muligheder for at skabe synergier mellem Danbor og NorSea Groups øvrige selskaber og aktiviteter," siger John Stangeland, koncerndirektør i NorSea Group.
Danbor blev etableret i 1974 og er en international virksomhed med 500 medarbejdere og en årlig omsætning i 2013 på mere end 500 millioner kroner. Virksomheden, med hovedsæde i Esbjerg, er i dag en af verdens største udbydere af on- og offshore løsninger til den internationale olie- og gasindustri og leverer desuden logistik og komponenthåndtering til vindmølleindustrien.