Teaterfestival i kommunens gader
Både Esbjerg og Ribe får besøg af internationale gadeteater-artister til sommer
Et humoristisk marchorkester bestående af flamencodansere, 5 meter høje interaktive marionet-automater, mikro-dukketeater, musikalsk show, prisvindende jonglering, tårnhøjt stylteteater og mange flere utraditionelle optrædener indtager gaden til stor morskab og forundring for publikum. Det er hvad, vi kan se frem til at opleve den 23. august i Ribe og den 24. august i Esbjerg.
Det er Kultur & Fritidsudvalget, som inviterer gadeteaterfestivalen til Esbjerg Kommune, og giver alle borger mulighed for at opleve 11 teaterstykker helt gratis. De optrædende kommer fra Danmark, Belgien, Sverige, Andalusien, Spanien, Frankrig, Tyrkiet og Østrig. Og med sig bringer de teateroplevelser af høj kvalitet.
– Vi har takket ja til at blive en del af den Internationale Gadeteaterfestival fordi, vi på den måde bringer nyskabende og moderne gadeteater til både Ribe og Esbjerg i samme omgang. Det var en unik chance for at give kommunens indbyggere en oplevelse, som man ofte ellers kun oplever i meget større byer, siger Jakob Lose, formand for Kultur & Fritidsudvalget.
Esbjerg Kommune er blandt de 16 kommuner, som Danmarks Internationale Gadeteaterfestival gæster i august. Indtil videre kommer gadeteaterfestivalen blandt andet til byer som Sønderborg, Frederiksberg, Gladsaxe, Aalborg, Århus, Herning, Randers samt til flere byer i Kulturregion Fyn.
I Esbjerg falder teaterfestivalen sammen med Internationalt Marked på Torvet i Esbjerg med boder fra mange forskellige europæiske lande.
Kultur & Fritidsudvalget finansierer besøget af festivalen via Esbjerg Kommunes Eventpulje, og prisen for festivalen løber op i 125.000 kroner efter refusion.