SønderjyskE nedlagde KIF i Skansen
Skadet målmand sikrede SønderjyskE sejren over KIF Kolding
Drømmene om en plads i semifinalen fik ny luft, da SønderjyskE onsdag aften slog KIF Kolding København i Broager Sparekasse Skansen i Sønderborg.
Sejren kom i hus i døende sekunder, da en småskadet Anders Petersen i SønderjyskE-målet diskede op en stor redning og forhindrede Kolding i at stjæle det ene point.
SønderjyskE lagde bedst ud og førte 9-5 efter 13 minutter, men så vågnede gæsterne op, og stjernespillerne bragte Kolding tilbage i kampen. Især Kasper Hvidt i KIF-målet havde stor ære af, at gæsterne kunne gå til pause med en føring på 13-14.
Anden halvleg var uhyre tæt, og holdene skiftedes til at føre med et enkelt mål. SønderjyskE var bedst i de fleste faser af kampen, men for mange afbrændere betød, at værterne ikke for alvor fik udbytte af overtaget.
Med blot 31 sekunder tilbage førte SønderjyskE 24-23. Kolding tog Kasper Hvidt ud til fordel for en ekstra markspiller, og da SønderjyskE's Andreas Nielsen samtidigt blev ramt af en udvisning, spillede Kolding syv mod fem. Det gav plads til en fuldstændig fri Albert Rocas, der afsluttede fra fløjen, men Anders Petersen fik lapperne på, og så kunne de over 2.000 tilskuere i hallen skrige deres begejstring ud.
Slutspillet er åbent
"Fantastisk. Det er helt vildt," fortæller en storsmilende SønderjyskE-træner til Lokalavisen efter kampen.
"Vi spiller rigtigt godt, men i perioder af kampen så tingene bare ikke ud til at gå vores vej. Vi har problemer med at score i slutfasen, og vores overtal fungerer ikke. Men så vælger A.P. lige at nappe den sidste bold, og så blev vi båret frem af publikum gennem de svære perioder. I modsætning til udekampen mod BSV, hvor tilskuerne også var fantastiske, løfter det vores spil."
Med sejren kommer SønderjyskE op på fire point i slutspillet og er dermed stadig med i kampen om semifinalerne.
"Nu er det igen helt åbent i slutspillet, og vi lever i hvert fald en uge mere. Nu venter der to svære kampe, ude mod Aalborg og hjemme mod BSV," siger Morten Henriksen.
Også stregspiller Anders Zachariassen jubler over sejren:
"Der er kæmpe glæde i truppen lige nu, og vi kan slet ikke få armene ned. Selvom vi brænder lidt for meget, spiller vi en god kamp og er stabile i forsvaret. Vi spiller en tæt kamp i dag - og vinder. Den slags giver blod på tanden med hensyn til resten af slutspillet. Vi har før slået Aalborg ude, og vi er rigtig stærke på hjemmebane. Vi har bestemt ikke det ene ben i semifinalen endnu, men der er stor gejst i truppen."
Skadet Anders P. redder dagen
Da slutfløjtet lød var det målmand Anders Petersen, der blev tiljublet af holdkammerat og publikum efter sin redning i sidste sekund, der sikrede SønderjyskE-sejren.
Han startede dog kampen på bænken.
"Jeg har nogle problemer med maven. Det er måske en muskelforstrækning eller noget, men vi kan ikke helt finde ud af, hvad det er. Da jeg vågnede i morges, var jeg overbevist om, at jeg ikke skulle spille," fortæller Anders Petersen, der dog ikke giver op på grund af smerter.
"Jeg har sagt til Morten, at jeg vil gå gennem ild og vand for at spille de her kampe. Så jeg regner bestemt med at være en del af holdet mod Aalborg."
På trods af hans hovedrolle i slutningen, ærgrer han sig lidt over, at det overhovedet blev nødvendigt med en redning i sidste øjeblik.
"Vi burde have vundet mere sikkert. Kolding har lidt for mange redninger på os i dag, men vi spiller bedst, og vi burde have afgjort kampen før de sidste sekunder. Men nu skal vi ser frem mod de sidste kampe. Vi tog den første nødvendige sejr i dag, og med to kampe tilbage er i en situation, hvor vi selv kan afgøre om vi skal i semifinalen. Jeg vil ikke kalde os favoritter, men vi har helt klart bevist vores berettigelse i slutspillet," siger Anders Petersen.