Direkte dyst om de trælse billetter
Der er et element af "vind eller forsvind" over aftenens superligakamp på Sydbank Park
Sportens verden - og ikke mindst sportspressens verden - er fuld af floskler. Sådan én som f.eks "Den vigtigste kamp i mange år". De bliver lidt udvandede efterhånden.
Men det var måske alligevel på sin plads at finde én af disse frem forud for aftenens kamp på Sydbank Park. For dagens modstander, FC Vestsjælland, er antageligvis et af de hold, som SønderjyskE skal overhale, hvis endnu en sæson i landets bedste fodboldrække skal sikres. Og klassens nye dreng fra Vestsjælland lægger sig ikke godvilligt ned.
Senest de to hold mødtes gik det helt i hat og briller for sjællænderne, der havde overtal i spil og chancer. Til gengæld scorede Lars Søndergaards tropper hele fire gange. Meget godt gået af det hold, der klart scorede færrest mål i rækken.
Helt så festligt kan man næppe turde håbe på det går i aften. Det er også uden betydning, hvis de lyseblå blot scorer ét mål mere end gæsterne. Det kræver noget opbakning, så SønderjyskE håber på mange mennesker på stadion.
Med til at lokke lyseblå fans af hus er naturligvis også, at tilskuerpladserne på den nye tribune nu er så færdige at de kan tages i brug.