Høj fart årsag til tragedien
VEMEMDRUP: Politiet blev søndag morgen kl. 05.01 kaldt til et færdselsuheld på Vestmotorvejen i østgående retning ved Vemmedrup.
En 27-årig mand fra Næstved havde kørt i sin personbil med høj fart og havde påkørt en anden personbil, hvori der ud over føreren befandt sig to passagerer. Ved sammenstødet brød den påkørte personbil i brand.
Forsædepassageren i den påkørte bil – en 39-årig mand fra Slagelse kommune – blev reddet ud af køretøjet. Han blev kørt på Køge Sygehus til behandling for skader.
Føreren af bilen og bagsædepassageren omkom som følge af uheldet/branden. De omkomne er en 39-årig mand og en 35-årig mand, der begge er fra Skælskør
Den 27-årige fører fra Næstved blev indlagt på sygehus. Han blev sigtet for uagtsomt manddrab og blev søndag fremstillet in absentia.
Den 27-årige fik anholdelsen opretholdt i 3 x 24 timer. Hans tilstand er nu så forbedret, at han i dag, mandag, kl. 15.00 kan fremstilles for en dommer.
pm