De Flyvende Citroner besøgte Svenstrup Gods
BORUP: En kortege med seks franske klassikere fra den lokale Citroën-klub var i weekenden på skovtur til Malerklemmen i Borup. På vejen besøgte de Svenstrup Gods, hvor Christian baron Wedell-Neergaard fortalte om moderne landbrugs- og skovdrift
Normalt er de fleste af de klassiske Citroëner staldet op for vinteren. Men i weekenden var seks af dem kommet ud for at blive luftet sammen med deres ejere.
Anledningen var en tur gennem landskabet fra Stændertorvet i Roskilde til Malerklemmen i Borup, hvor menuen stod på fru Munchs hjemmelavede biksemad med rødbeder og spejlæg. På vej til Malerklemmen drejede kortegen ind på Svenstrup Gods, hvor godsejer Christian Wedell-Neergaard fortalte om udfordringerne og mulighederne ved moderne landbrugs- og skovdrift.
- Der er sket en markant udvikling bare i de 25 år, jeg har drevet godset. Maskinerne bliver større og mere automatiske og vi bliver færre mennesker til at passe dem. Den øgede konkurrence kræver, at vi hele tiden tænker nyt. Samtidig er vi i gang med at reetablere store dele af området, så vi genskaber nogle af de vandhuller og åer, der engang løb gennem området. Dermed sikrer vi en større diversitet af fugle, insekter, padder og andre dyr, fortalte Christian Wedell-Neergaard blandt andet.
Bilklubben De Flyvende Citroner er en familieklub for ejere af Citroën-biler bosiddende i hovedstadsområdet. Klubben er en lokalkreds under Dansk Citroën Klub.
Næste arrangement foregår den 26. april, hvor turen går til Teknisk Museum i Helsingør og den 21. juni besøger klubben andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk. Der er som regel indlagt spisning efter de forskellige besøgssteder, enten hos medlemmer i det pågældende lokalområde eller på hyggelige kroer og steder.
- Formålet med turene er både at få luftet bilerne og at få en snak med de andre medlemmer, der er vidt forskellige og kommer i klubben af mange forskellige årsager. Nogle er glade for de tekniske tips, andre kommer for det sociale element. Men fælles er den store passion for dette unikke franske bilmærke, siger turkoordinator Lars Lindskov, der bor i Jyllinge og som har haft 14-15 forskellige Citroën-modeller gennem de seneste snart 30 år.
I bilparken er blandt andet en kunstnerudsmykket Citroën 2CV fra 1973 og det var dén, der blev luftet i weekenden sammen med 12 andre klubmedlemmer i henholdsvis en Mehari, en Acadiane, en BX, en Xantia og en moderne C1.
Alle er velkomne i klubben uanset model og alder. Og det gælder såvel fører som bil, som det hedder i klubbens præsentationsfoldere.