Fortsæt til indhold

2 mio. kr. til ny hangar i Esbjerg Lufthavn

Teknik & Byggeudvalget beder nu byrådet om at bevilge 2 millioner kroner til en 30 meter stor hangar til køretøjer i Esbjerg Lufthavn. Pengene er et lån, som betales tilbage over 4 år.

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Lufthavn er inde i en rigtig god udvikling med stigende omsætning og et øget antal flyvninger.
Den positive udvikling har øget aktivitetsniveauet, og der er blevet købt flere køretøjer, som bl.a. bruges til snerydning og tung fragt. Udover rutefly til Stavanger og Aberdeen bruges lufthavnens faciliteter til at servicerer olie, gas og vind aktiviteterne i Nordsøen.
"Der er her tale om specialiseret udstyr beregnet til lufthavnsbrug, som desværre nu holder udendørs på grund af pladsmangel. Det er selvfølgelig dyrt at købe specialmaskiner, og derfor er der god økonomi i at passe særligt godt på disse køretøjer. Når de står udenfor, forkortes deres levetid, og der er flere udgifter til reparationer. En ny hangar vil løse pladsproblemet og give maskinerne tag over hovedet," forklarer formand for Teknik & Byggeudvalget Anders Kronborg.
Derfor vil lufthavnen nu opføre en hal på 30 x 30 meter og med en højde på 5,5 meter. Hallen fremtidssikres ved at forberede hallen til at kunne isoleres, og fundament og terrndæk laves som om, at hallen allerede er isoleret. Prisen på den nye bygning havner på 2 millioner kroner, og det er de penge, som Teknik & Byggeudvalget nu beder byrådet om at finde. Pengene bevilges som et lån, som betales af over 4 år.
Det er en god investering, som løser et akut problem for lufthavnen. I løbet af 4 år vil lufthavnen have betalt lånet til bygningen tilbage. Og vi vil i mellemtiden have sikret driften, som direkte understøtter Esbjergs identitet som Danmarks EnergiMetropol," siger Anders Kronborg.