Fortsæt til indhold

Perrontunnel lukkes ved Jernbanegade

Arkiv
Arkiv

KØGE: Fra mandag den 10. marts bliver der en mindre ændring for fodgængere og cyklister, som bruger perrontunnelen til tog eller til gennemgang. Tunnelen bliver nemlig lukket i den vestlige ende af hensyn til forsyningsledningerne til den nye Ivar Huitfeldtsvej, som skal skabe plads til det nye byggeri i Stationsområdet.
Hvis man skal bruge perrontunnelen skal man gå via fodgængerovergangen over Ivar Huitfeldtsvej og benytte trappe eller elevator på Køge Station. Adgangen til perronerne fra tunnelen er uændret.
Gangbro og nye butikker på vej De ændrede adgangsforhold gælder, til en ny gangbro over jernbanen står klar. Det gør den forventeligt i 2016 i forbindelse med, at det første byggeri i Stationsområdet med fire nye butikker umiddelbart nord for Køge Station er færdigt.
Det nye byggeri indgår i Køges nye handelskvarter, der skal opføres med TK Development som bygherre i umiddelbar tilknytning til bymidten. Det er en forudsætning for byggeriet, at den nuværende Ivar Huitfeldtsvej flyttes, da den gennemskærer byggefelterne for det kommende byggeri.
Køge Kyst tog første spadestik til flytningen af Ivar Huitfeldtsvej den 5. november 2013.
Vejomlægningen er inddelt i to etaper, hvor flytningen af den nordlige vejstrækning forventes afsluttet til maj og den sydlige strækning frem mod slutningen af 2014.
Køge Kyst gør sig umage med at minimere forstyrrelser og gener i forbindelse med flytningen af Ivar Huitfeldtsvej.
Man kan finde mere information på www.koegekyst.dk og i den folder om vejomlægningen, som man kan finde på Køge Kysts info-skilte i området.