Jerry Lucena forlænger med et år
Næsten 15 år efter sin debut for Esbjerg fB har Jerry Lucena og EfB forlænget aftalen, så den nu gælder til 30. juni 2015. Den 33-årige allroundspiller vendte i sommeren 2012 tilbage til EfB efter fem sæsoner i AGF og har siden fortrinsvis været anvendt som værdifuld gardering på flere positioner.
"Jeg har fået masser af mod på at spille fodbold igen, og jeg har på det seneste fået lov til at bevise, at jeg spillemæssigt fortsat kan være med. Det har givet mig lyst til at forlænge, og jeg føler fortsat, at jeg har meget at give af. Det er fint med et år ad gangen, men hvis jeg bevarer den motivation, jeg har nu, kan jeg sagtens forestille mig at forlænge med EfB i yderligere en sæson," siger Jerry Lucena i en pressemeddelelse.
Han gennemgik på det personlige plan en hård periode oven på sin fars død for halvandet år siden, som også gik ud over glæden ved at spille fodbold, men den har han genvundet. Jerry Lucena viste i begyndelsen af denne sæson, at han fortsat kan være med på højt niveau, da han spillede i midterforsvaret i superligakampe mod FC Nordsjælland og OB, som begge gav sejre. Han spillede ligeledes hele kampen, da EfB mellem de to ligakampe afrundede Europa League-eventyret med 1-1 mod ACF Fiorentina i Firenze.
"Esbjerg er min by og min klub, og vi går en spændende tid i møde med et hold, der rummer et stort potentiale. Det vil jeg gerne være med til at forløse, og jeg vil gerne bidrage til at bringe næste generation af unge spillere frem. Som fodboldspiller skal man altid have ambitioner om at få mere spilletid, og det har jeg, men jeg kender også min rolle," siger Jerry Lucena.
Med 276 kampe for EfB siden debuten i maj 1999 kravler han op ad Club 200-listen, hvor han er nummer 17 med den nuværende målmandstræner, Lars Winde, lige foran sig.
"Jerry har i denne sæson vist, at han fortsat kan anvendes på flere positioner, og han yder altid en god og professionel indsats. Ud over at være en driftssikker spiller, vi til enhver tid kan stole på, er han en kulturbærer, der er rigtig god at have i truppen," siger cheftræner Niels Frederiksen.