19-årig mand anholdt for indbrud
INDBRUD: Natten til onsdag kl. 02.06, fik politiet en henvendelse fra en årvågen beboer på Nældebjerg Allé i Greve, idet han havde hørt et højt brag i området. Da han undersøgte det nærmere, så han to mænd løbe fra genboens hus i retning mod et stisystem.
Politiet blev alarmeret, og kort efter kom de to mænd retur til området. Politiet kørte til området med flere patrulje for at lede efter de to mænd bl.a. ved patruljering til fods på stierne.
Kl. 02.20 kom en mand svarende til den ene af de to, som anmelderen havde set, småløbende ud på stien til en politimand, der straks anholdt en 19-årig mand fra Greve som mistænkt for indbrud i området.
Ved nærmere undersøgelse i området med bl.a. politihunde fandt politiet en villa, hvor et vindue var blevet knust.
Indenfor i villaen kunne politiet se færden efter tyve i forskellige rum, men ikke umiddelbart, hvad der eventuelt kunne være stjålet.
Den anholdte blev bragt til en politistation til afhøring og sigtelse for indbrud. Politiets jurister vil efter afhøring af den anholdte tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Det lykkedes ikke for politiet at finde den anden gerningsmand, og politiet skal undersøge, om den anholdte måske også kan sættes i forbindelse med et indbrudsforsøg (yderste lag glas i rude knust) på Løvager, Greve, anmeldt kl. 02.31, idet beboeren så to skikkelser forsvinde fra stedet.
Lokalpolitiet i Karlslunde hører meget gerne fra personer, der har bemærket de to mænds færden i området i nat. Kontakt politiet på tlf. 114.
pm