Chefskifte i Søgårdlejren
Den nuværende chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland, oberstløjtnant Jens Peter Rasmussen, fylder 60 år den 27. april, og dermed er den pligtige pensionsalder for en militært ansat i Forsvaret indtrådt ved udgangen af måneden.
Som afløser på chefposten er udvalgt oberstløjtnant Kent Børge Jensen, som i de seneste knap to år har været stabschef ved Totalforsvarsregion Fyn, Syd- og Sønderjylland på kasernen i Odense.
Chefskiftet gennemføres ved et arrangement i Søgårdlejren den 30. april kl. 19.00, hvor bl.a. frivillige hjemmeværnssoldater fra distriktets 15 kompagnier samt distriktets samarbejdspartnere er inviteret til at deltage. Overdragelsen af kommandoen over distriktet til den nye chef foretages af oberst Flemming Agerskov, som er chef for Totalforsvarsregion Fyn, Syd- og Sønderjylland.
Den afgående chef har valgt at fortsætte som frivillig i Hjemmeværnet, og han skal bl.a. være ansvarlig for videreførelsen af de militære traditioner i Sønderborg området, hvor han er bosat. Oberstløjtnant Jens Peter Rasmussen har tidligere i sin 40-årige karriere i Forsvaret været chef for Hærens Sergentskole i Sønderborg, og han kender således traditionerne, som Hjemmeværnet viderefører, idet Sergentskolen er flyttet til Varde.