Musikskolekoncert aflyst i aften
Brand- og sikkerhedsmæssige krav bremser jubilæumskoncert. Køge Musikskole holder i stedet en række mindre koncerter. Billetter refunderes.
AFLYSNING: Køge Musikskoles jubilæumskoncert i aften i Ravnsborghallen er aflyst.
Det er brand- og sikkerhedsmæssige krav, der gør, at det store arrangement må aflyses.
- Det er simpelthen så ærgerligt, for både musikskoleeleverne og vi havde glædet os meget til jubilæumskoncerten. Men sikkerheden kommer i første række, og derfor aflyser vi, siger skoleleder Asbjørn Keiding.
Køge Musikskole har helt indtil i dag forsøgt at finde alternative måder at afvikle jubilæumskoncerten på, men det har ikke kunnet lade sig gøre, oplyser Asbjørn Keiding.
I stedet præsenterer Køge Musikskole dele af jubilæumsprogrammet ved en række mindre koncerter, som allerede er planlagt i løbet af foråret. Her vil musikskoleeleverne vise, hvor dygtige de er blevet i årets løb.
Der var solgt ca. 800 billetter til aftenens jubilæumskoncert.
Billetterne bliver refunderet via www.billetlugen.dk.
Alle forældre til musikskoleelever har i dag på mail fået besked om aflysningen af jubilæumskoncerten.
pm