Fortsæt til indhold

Politiet er klar til kamp

Politiet i Esbjerg er klar til torsdagens store fodboldbrag

Arkiv
Louise Ritter

Dagen før dagen melder politiet i Esbjerg sig kampklar til torsdagens fodboldbrag mellem EfB og italienske Fiorentina.
"Kampen torsdag mellem EfB og Fiorentina i Europa League bliver forhåbentlig afviklet i en god og positiv atmosfære. Vi vil i hvert fald gøre vores til at hjælpe både danske og udenlandske fans både før, under og efter kampen. Det siger politiinspektør Svend Erik Larsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Allerede inden kampen har Fiorentina fået tilsendt den velkomstfolder, politiet har lavet til de tilrejsende. Den har så kunnet uddeles sammen med billetterne til de italienske fans. I folderen står blandt andet, at dansk politi informerer via Twitter før og under kampen.
Flere hundrede italienske fans ventes til byen, og det samme gør EfB supportere fra Tyskland.
I løbet af torsdag er et større antal dialog-betjente på gaden i Esbjerg. Betjentene er iklædt gule veste med påskriften Politi. De blandt andet ind på de restaurationer, de forskellige fan-grupperinger besøger og følger de fans, der går samlet fra centrum til stadion.
Italiensk politi sender betjente med deres fangrupperinger til Esbjerg. De hjælper også med at formidle informationer og kontakt.
- Det er vigtigt, at de mange fans inden kampen er klar over spillereglerne, siger Svend Erik Larsen. Blandt andet at al brug af fyrværkeri er forbudt i Danmark. Både i gaderne og på stadion.
Hvis der mod forventning skulle blive uro eller slagsmål, har politiet et antal betjente klar til at håndtere også den type begivenheder.