Fortsæt til indhold

"Chefen der aldrig skulle havde været chef"

Samfunds kritiker og debattør Carl Skøtt - kaldet 'Havkatten - skriver dette indlæg, som satte gang i debatten

Arkiv
pra

Carl Skøtt skrev dette debatindlæg på Lokalavisen Budstikkens debatside...
Når en chef i den kommunale forvaltning fortæller en borger, at det altid er hendes pligt at bevise sin uskyld, selv om det er kommunen, der har begået fejl, er der grund til at se nærmere på, hvem den chef er. Han kalder simpelthen på opmærksomhed, for sådan må en chef aldrig reagere.

Den pågældende er Helge Gellert, og han nævnes ved navn, fordi han ikke blot er en blandt mange ansatte i kommunen, men fordi han beklæder et højt og ansvarsfuldt embede.

I sin tid havde Helge Gellert ret stor magt i Christiansfeld Kommune, men ved kommunesammenlægningen kom han ved skæbnens ugunst til Haderslev Kommune, og da han i forvejen havde en chefstilling, skulle han naturligvis fortsætte som chef (sådan er reglerne!). I sin tid søgte han også adskillige chefstillinger i daværende Vojens Kommune, men han faldt hver gang for kvalitetskravet.

Det sidste har også gentaget sig en del gange i Haderslev Kommune, hvor han bl.a. søgte den direktørstilling, som Charlotte Scheppan fik. Han endte som stab- og arbejdsmarkedschef. For et yngre menneske ville det være et springbræt til noget større. I Helge Gellerts tilfælde må det betragtes som en parkeringsplads for en chef, der aldrig skulle have været chef. Forklaring følger.

I et brev til en borger, der er med i gruppen "Syg i Haderslev" skriver han bl.a.:
"Udgangspunktet vil altid være, at hvis der i sagen ikke er registreret en aftale, så vil vi lægge til grund, at der ikke er indgået en aftale. Dette skyldes, at medarbejderne i kommunen har pligt til at lave et notat".
Helge Gellert henviser her til en sag, der er blevet betegnet som lufthavnssagen, fordi en borger fra kommunen på grund af en fejl fra lufthavnsmyndighedernes side blev beskyldt for uretmæssigt at have hævet kontanthjælp. Hun var total uskyldig, men kommunen truede med både at kræve kontanthjælp tilbagebetalt oveni en politianmeldelse for socialt bedrageri. I det brev, hvori Helge Gellerts citat er hentet, frafalder kommunen alle krav.
Det sker bl.a. med den mærkværdige forklaring, at en bestemt sagsbehandler er kendt for ikke altid at have at have levet op til sin notatpligt (begrundelsen var i det aktuelle tilfælde travlhed i afdelingen), hvorfor tvivlen skal komme borgeren til gode.

Jamen, hun er jo uskyldig, da intet andet er bevist! I vores retsstat skal hun ikke bevise sin uskyld, men kommunen skal bevise hendes skyld - hvis der er noget at komme efter. Helge Gellert sætter sig over retsstatens principper, hvilket ikke blot principielt, men reelt gør ham uegnet til at beklæde en chefpost.
Kommunaldirektøren kryber i denne sag i et sneglehus, og de politikerne, der nu har hersket i mere end 100 dage i Haderslev Kommune, læner sig velfornøjet tilbage. Et af deres valgslogan var jo: Borgeren før systemet.
... og så er der jo ikke noget at komme efter, vel?

Havkatten Calle