Fortsæt til indhold

Tre nye spillere med fra start mod Silkeborg

Arkiv
Arkiv

Startopstillingen vil være tæt på den, der spiller i Europa League-kampen mod ACF Fiorentina 20. februar og i forårspremieren i Superligaen mod FC Nordsjælland fire dage senere, når Esbjerg fB lørdag møder Silkeborg IF i den sidste træningskamp.
De første 11 vil således indbefatte EfB's tre nye spillere, Martin Dúbravka, Michael Jakobsen og Martin Pusic, som alle bejler kraftigt til en stamplads.
"De har efterladt et fint indtryk, som vi gerne vil have bekræftet mod Silkeborg. Vi skal bruge kampen til at teste de sidste detaljer af og til at se Jerry Lucena i centerforsvaret ved siden af Michael Jakobsen. Vi har i forberedelserne lagt en relativt simpel plan for, hvordan vi vil spille, og den vil vi gerne arbejde lidt i detaljen med. Det handler blandt andet om, hvordan vi bruger backs og kanter bedst muligt for at bryde igennem offensivt, og så vil vi gerne finpudse vores indlægsspil. Forsvarsmæssigt gælder det om at have den rigtige aggressivitet i presset og at etablere hurtigt genpres, når vi mister bolden," siger cheftræner Niels Frederiksen.
Midterforsvareren Kian Hansen, der formelt er udlejet af sin nye klub, FC Nantes, er ikke med i EfB's trup mod Fiorentina og har karantæne i den første ligakamp. Derfor er det aktuelt at afprøve konstellationen Lucena-Jakobsen.
"Kampen mod Silkeborg er spillernes sidste mulighed for at gøre et fordelagtigt indtryk, inden det går løs for alvor. Hele truppen har arbejdet fint under træning og i træningslejren i Tyrkiet, og jeg er godt tilfreds med forberedelserne," siger Niels Frederiksen.
Silkeborg, der inden forårssæsonen ligger nummer tre i NordicBet Ligaen og er ubesejret siden 6. oktober, har ikke færre end fire tidligere EfB-spillere i truppen, de tre erfarne, Jesper Mikkelsen, Frank Hansen og Jesper Bech, samt 21-årige Nicolaj Køhlert. I det hele taget har holdet mange spillerne med ligaerfaring.
EfB's trup til træningskampen mod Silkeborg IF lørdag den 15. februar kl. 12.15 på kunstgræsbanen ved Gl. Vardevej:
1. Martin Dúbravka
16. Jeppe Højbjerg
2. Kian Hansen
3. Peter Ankersen
5. Martin Bergvold
6. Magnus Lekven
8. Jeppe Andersen
9. Mick van Buren
10. Emil Lyng
11. Mushaga Bakenga
15. Ryan Johnson Laursen
19. Jakob Ankersen
20. Hans Henrik Andreasen
21. Jerry Lucena
22. Mohammed Fellah
23. Jonas Knudsen
25. Michael Jakobsen
32. Martin Pusic