Tættere på en DM-semifinale end nogensinde
Team Esbjerg har med 33-27-sejren i den første kvartfinalekamp mod Team Tvis Holstebro i Super 6 skabt sig et yderst fordelagtigt udgangspunkt forud for onsdagens returkamp i Esbjerg, som kan blive historisk.
"Efter den sikre sejr i Holstebro kan vi ikke fralægge os favoritværdigheden, og at vi har halvandet ben i den første DM-semifinale i Team Esbjergs historie. Jeg håber, at publikum vil være med til at hjælpe os det sidste stykke hen mod at spille med om medaljer. Vi kan ikke komme tættere på, end vi er nu," siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen.
Holdet er halvvejs igennem et program med fire kampe på absolut topniveau på 11 dage. Et er semifinalerne i EHF Cup mod ungarske Fehérvár, noget andet er den hjemlige Super 6 med de afgørende kampe om placeringerne i toppen af dansk kvindehåndbold, og her er niveauet på ingen måde lavere.
"Vi viste i den første kvartfinale, at vi spillemæssigt kan klare os over for Team Tvis, og vi vil forsøge at tage de gode takter med derfra. Vi formåede at score på rigtig mange af vore chancer, de to målmænd stod fint, og vores forsvar fungerede. Den største risiko er at blive ramt af en mental barriere, og derfor er det vigtigt, at vi går på banen for at vinde og spille vores spil," siger Lars Frederiksen.
Han vurderer, at den mentale slitage ved at spille en række vigtige kampe på kort tid er større end den fysiske. Koncentration og fokus på den opgave, spillerne står overfor, er således vigtige forudsætninger for at opnå succes.
Såfremt Team Esbjerg kvalificerer sig til sin første DM-semifinale, venter Viborg HK på kampdagene 19. og 26. april. I så fald forlænges sæsonen med fire uger, idet de næste kampe enten vil være to DM-finaler eller to bronzekampe.
Men først venter en hård opgave mod Team Tvis Holstebro, som Team Esbjerg har vundet de seneste to opgør mod, men ellers har haft det svært med.
Team Esbjerg - Team Tvis Holstebro, kvartfinale, anden kamp, onsdag den 9. april kl. 18.30 i Blue Water Dokken. Team Esbjergs trup:
Målmænd: Emily Stang Sando og Kari Aalvik Grimsbø
Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Nina Bech
Streg: Kirsten Balle og Helena Løjborg
Bagspillere: Johanna Ahlm, Tove Seest, Lotte Grigel, Estavana Polman og Susanne Madsen.