200 statister og en "body stand in" for Pilou Asbæk søges
Lørdag er der casting i Kolding Storcenter. Der skal findes statister til to spillefilm og to danske tv-serier
Kunne du tænke dig at medvirke i en ny dansk spillefilm om besættelsen? Eller hvad med en statistrolle i den nye Far til Fire film?
Lørdag mellem klokken 10-16 er der casting i Kolding Storcenter, og da der skal bruges omkring 200 statister, er der gode chancer for at komme på "holdet".
"Vi skal bruge omkring 100 mænd i alderen 17-30 år. De skal spille tyske og danske soldater i en ny spillefilm der hedder "9. april". Optagelserne kommer til at foregå i juni i Kolding, Haderslev og Aabenraa", fortæller caster Tommy Duus.
Body Stand in
Lørdag vil holdet der caster også være på udkig efter en mand der i statur og udseende ligner den kendte danske skuespiller Pilou Asbæk:
"Pilou Asbæk spiller med i filmen, men det er ikke nødvendigt, at han er til stede under optagelserne i blandt andet Kolding, så vi søger en mand der ligner ham, og som vi så kan filme fra siden og bagfra", forklarer Tommy Duus.
Børn og voksne
Ud over de 100 mænd skal casterne bruge en cirka 10 piger, 10 drenge, 10 ældre mænd og 10 ældre kvinder. Desuden skal der findes 150 statister til den nye Far til Fire film hvoraf cirka halvdelen skal være børn
"Det er ikke ret ofte, at der er børn med i spillefilm, så det er lidt specielt. Men vi skal bruges cirka 75 børn som kan være med i juli når optagelserne til den nye Far til Fire film skal skydes på Rømø".
Hvis man har en skuespiller gemt i maven, så kan man møde op i Kolding Storcenter lørdag klokken 10.00-16.00.
Der skal ud over de to film også findes statister til tv-serien "Dicte" og "Arvingerne".