Fortsæt til indhold

Havkat på heksejagt

Jesper Andreasen, formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, kritiserer Carl Skøtt for at "gå efter manden"

Arkiv
pra

Jesper Andreasen (V), Formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget, skriver dette debatindlæg:
Carl Skøtt, bedre kendt som havkatten, har indledt en personlig jagt på en af kommunens ledende medarbejdere, hvor han bruger store ord og har mere fokus på manden end sagens faktiske indhold.
Jeg værdsætter en god dialog om sagens indhold, for det er vigtigt for vores demokrati og udviklingen af vores kommune. Der skal samtidig ikke være nogen tvivl om, at markante holdninger skal der være plads til. Det må dog aldrig overskygges af personjagt på embedsmænd, som man med lethed kunne sammenligne med handlinger fra en fjern fortid.
Min opfattelse er den, at de kommunale ansatte udfører den politik, som folkevalgte byrådspolitikkere har valgt, som de bærende værdier i vores kommune. Politikerne er igen valgt af kommunens borgere, derfor vil det rette have været af Carl Skøtt enten at skyde på politikken og eller politikerne i kommunen.
Det er selvfølgelig vigtigt, at man sammen forholder sig til handlingerne på kommunens jobcenter. I forlængelse af dette er det både forståeligt og vigtigt, at vi tager stilling til opgaveløsningen på jobcenteret.
I mine øjne løser vi ikke vores kommunale udfordringer ved at gå efter en medarbejder i kommunen, fokus på opgaveløsningen og dialogen om den skal være omdrejningspunktet. Jeg vil gerne være med til at diskutere fremtidens jobcenter, men det kommer ikke til at ske med Carl Skøtts heksejagt.