Knivbevæbnet røveri i Varde
Arkiv
Nørre Nebel Sparekasses afdeling, Skolegade 53 i Lunde ved Varde blev mandag formiddag udsat for et røveri.
Klokken 10.35 kom en maskeret mand ind i sparekassen, og med en kniv truede han sig til et kontant beløb. Derefter løb han ud til en mindre blågrøn bil og kørte fra stedet – det vides ikke med sikkerhed i hvilken retning.
Manden beskrives foreløbigt således:
· Kraftig af bygning
· Iført en lilla hættetrøje og grå joggingbukser
· Rødmønstret tørklæde for ansigtet inde i sparekassen, men umaskeret udenfor.
· Taler dansk uden accent eller speciel dialekt
Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne høre fra mennesker, der måske har set noget i forbindelse med røveriet. Henvendelser på telefon 1-1-4 til lokalpolitiet i Varde.