Bekymring på Asgård skole over kommende sygehusbyggeri
Asgård Skole får supersygehus som ny nabo. Eleverne skal krydse den tunge trafik i byggefasen.
KØGE: Det er med stor bekymring, at forældre som forældre til skolebørn på Asgård skole i Køge imødeser supersygehusets byggeperiode fra 2015 til 2020.
- Vi føler os ikke overbevist om, at Region Sjællands byggeprojekt og Køge Kommunes planafdeling kan og vil garantere sikre skoleveje for børnene. Byggeriet af supersygehuset afbryder de nuværende stisystemer til og fra Asgård Skole. Elever, der kommer nord og nordvest fra, skal under byggefasen transportere sig ad midlertidige cykel- og gangstier langs med Stensbjergvej. Det må være et krav, at stien langs med Stensbjergvej isoleres fra vejen, og at elevernes rute kan føres over eller under tilkørselsvejene til sygehuset, siger Dorthe Christensen, formand for skolebestyrelsen på Asgård Skole.
Stensbjergvej bliver udvidet til 4 spor for at kunne bære den forøgede trafik både i byggefasen og i den efterfølgende drift. Prognosen er at 50-70 store tunge transporter skal køre til og fra byggepladsen hver dag.
Antallet af byggearbejdere tælles i tusinder - ikke i hundreder. Når byggeriet er færdigt er der op mod 4.500 ansatte ved sygehuset mod de nuværende 900. Mange flere ambulancekørsler, besøgende og patienter vil blive fremtiden for området omkring supersygehuset og Asgård Skole.
For Region Sjælland og for Køge Kommune ligger der økonomiske overvejelser om omfanget af midlertidige skolestier langs Stensbjergvej.
- I dette tilfælde er det svært som forældre at acceptere økonomien som en præmis. For os handler det om vores børns sikkerhed. På Asgård Skole har vi før oplevet ulykker med børn langs med Stensbjergvej - også med døden til følge. Når trafikken forøges stiger risikoen. Vi foreslår en sti som er isoleret fra Stensbjergvej, og som føres over eller under tilkørselsvejene til supersygehuset, siger Dorthe Christensen.
Hvert år i april måned begynder mellem 70 og 90 6-årige børn deres skolegang på Asgård Skole.
- Vi ved det har betydning for deres livslange sundhed, at de allerede fra begyndelsen får sunde transportvaner. Vi ved det betyder noget for deres selvværd, at de hurtigt selv kan begynde at tilbagelægge skolevejen. Det er godt for børn allerede fra en tidlig alder, at tage ansvar, at få motion og at fungere selvstændigt - det er godt at kunne cykle eller gå i skole selv, fortsætter Dorthe Christensen.
Børn og unges trafikadfærd kan man sagtens kritisere og ligeledes den måde forældre tager ansvar på. Det ændrer bare ikke ved, at konfrontationen mellem den bløde og den tunge trafik bærer risikoen med sig.
- Vi har på Asgård Skole talt om at bidrage til trafiksikkerheden ved en udvidelse af skolepatruljens aktiviteter under byggeriet. Men det er ikke forsvarligt at lade børn regulere trafikken under så omfangsrige trafikale vilkår, som der her er tale om. Skolepatruljer har ikke lov til at stå ved lysregulerede kryds, siger Dorthe Christensen.
Skolebestyrelsen på Asgård skole opfordrer til at bygge- og planmyndighederne ikke nøjes med overfladiske analyser af den fremtidige trafiksituation, men nøje tilrettelægger midlertidige og kommende færdselsveje, så de tager udgangspunkt i elevernes faktiske adfærd - ikke den adfærd, man måske alle sammen kunne ønske. Det nytter for eksempel ikke at flytte stisystemet til vestsiden af sygehusgrunden.
- Det vil gøre skolestierne længere, og det vil bare medføre, at mange alligevel vælger at transportere sig langs Stensbjergvej. Som forældrebestyrelse har vi tilknyttet os supersygehusets følgegruppe, og deltaget i de orienteringsmøder, der er blevet afholdt. Det er med spænding vi afventer høringsperioden, men vi ved at mange detaljer bliver besluttet meget tidligere i forbindelse med planlægningen af projektet. Vi mener derfor at det er vigtigt at råbe politikerne op allerede nu, slutter Dorthe Christensen med håbet om en planlægning, der tager vare på vores børns sikkerhed og ikke kun økonomi.
pm