85-årig kvinde fra Køge offer for tricktyveri
KØGE: En 16-årig dreng fra Køge anmeldte mandag formiddag kl. 11.30, at han i Allegade ud for Lovparken i Køge kunne se to udenlandske mænd formentlig i færd med at begå et tyveri fra en ældre kvinde.
Politiet kørte straks til området for at lede efter de to mænd, der havde forladt kvinden efter et tyveri af hendes pung med ca. 6.500 kr. i.
Den bestjålne var en 85-årig kvinde fra Køge, som var blevet kontaktet af to udenlandske mænd, der spurgte om vej til hospitalet og samtidig viste et Europa-kort frem.
De fik distraheret den 85-årige, så det lykkedes dem at stjæle hendes pung fra hendes lomme. De løb herefter ad Allegade mod øst og blev beskrevet som A mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 175-185 cm høj, almindelig af bygning, kort sort hår, iført mørkt tøj.
Person B beskrives som ligeledes mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 170-175 cm høj, kraftig af bygning, sort kort hår, iført mørkt tøj og medbragte en Europa-kort.
Begge talte dansk med accent. Politiet fandt ingen af dem ved eftersøgning i Køge by.
Lokalpolitiet i Køge hører meget gerne fra personer, der har bemærket de to mænd i lokalområdet. Kontakt politiet på tlf. 114.
pm