Flere vælger at flytte til Køge
KØGE: Som omtalt i Lørdags-Avisen i weekenden, vælger flere og flere at flytte til Køge Kommune. Derfor stiger befolkningstallet, selvom der i disse år bliver født færre børn.
Det viser kommunens nye befolkningsprognose, som Køge Byråd har godkendt. Ved årsskiftet havde Køge Kommune 58.374 indbyggere – 603 flere end for et år siden.
Borgmester Flemming Christensen håber på endnu flere tilflyttere i de kommende år:
- Sagt lidt firkantet, så har Køge Kommune brug for at få flere skatteydere, så vi også fremover har råd til at give god service til alle borgere. Derfor er det vigtigt, at kommunen er med til at sørge for gode boliger, lokale arbejdspladser og alt det andet, som giver folk lyst til at flytte hertil – som vi bl.a. gør med byudviklingen i Køge Kyst og ved at satse målrettet på erhvervsudvikling.
Befolkningsprognosen skal bruges som grundlag for årets budgetlægning. Derfor går der nogen tid, inden prognosen omsættes i konkrete beslutninger, fortæller borgmesteren:
- Nu skal vi til at nærlæse tallene og se, om de giver anledning til at justere budgettet. Sidste år satte Byrådet flere penge af til at bygge plejeboliger og et nyt, stort genoptræningscenter, fordi befolkningsprognosen viste, at kommunen får flere ældre. Omvendt har vi netop lagt en række dagtilbud sammen, fordi vi forventer, at der i de kommende år er færre børn, der skal passes. På den måde undgår vi at bruge borgernes penge på dagtilbudspladser, der ikke længere er brug for, siger Flemming Christensen.
pm