Team HK Køge tabte til HRH 74 Roslev
28-27 lød den jyske sejr efter et fortættet drama i Køgehallen.
HÅNDBOLD: En tætpakket Køgehal dannede Skærtorsdag eftermiddag ramme om det første sæsonens oprykningskampe fra 2. Division til 1. Division.
Opgøret stod mellem Team HK Køge og HRH 74 Roslev fra det vestjyske.
Og det blev lige nøjagtigt så spændende som forudset. De to hold stod godt til hinanden og de mange tilskuere der havde droppet påskehyggen hjemme i stuen til fordel for håndbold i Køgehallen blev ikke snydt for masser af spænding og dramatik.
Holdene fulgtes pænt ad hele kampen igennem, og på intet tidspunkt var der mere end tre måls forskel på parterne.
Team HK Køge kom lidt skidt fra start scoringsmæssigt, idet første scoring først faldt efter godt fire minutters spil. Ved pausen var stillingen 12-10 til gæsterne.
Team HK Køge kom godt ud til anden halvleg og kom først på scoringstavlen. Holdene fulgtes ad via 14-14, 16-16, 20-20 indtil HRH 74 Roslev måske fik sat den afgørende føring ind ved at bringe sig foran 23-20 og senere 27-24. Men Team HK Køge nægtede at give op og holdet fik reduceret til 26-27 og spændingen var intakt til sidste sekund.
Resultatet blev at HRH 74 Roslev vandt med 28-27 og nu står med gode kort for at sikre sig en af de to pladser til videre kvalifikationskampe mod nr. 10 eller 11 fra 1. Division.
Team HK Køge har endnu et skud i bøssen for at komme med videre i turneringen. Men så skal holdet slå AGF i Aarhus på mandag eftermiddga, 2. påskedag. Kun en sejr tæller i dette opgør.
Cheftræner Lars Nedergaard var naturligvis ærgerlig og skuffet efter dte knebne nederlag.
- Vi var fuldt ud lige så gode som Roslev. Det var de små marginaler der afgjorde kampen, som vi lige så godt kunne have vundet. Roslev er et godt hold, ingen tvivl om det, men vi spillede helt lige op med dem. Nu skal vi slå AGF, som jeg vurderer ligger på samme niveau som Roslev, sagde Lars Nedergaard, der roste den fantastiske kulisse, som kampen blev afviklet i.
Målscorerne for Team HK Køge blev Andreas Hampe 9, Kim Johannesen og Jonatan Mollerup hver, Nicklas Møller 4, Nicolaj Schwartzbach 2, Mikkel Pedersen og Mathias Brandt hver 1 mål.