Fortsæt til indhold

Så ta'r vi cyklerne frem

Mandag morgen den 7. april vil cyklisterne i Kolding blive budt på morgenmad. Det er optakten til konkurrencen “Vi cykler til arbejde” der for 17. gang markeres med denne festlige optakt af Cyklistforbundet i Kolding med støtte fra Kolding Kommune.

Arkiv
Arkiv

"Vi står klar fra kl. 6.50 i krydset Haderslevvej/Tøndervej og i krydset Skovvangen/Nordre Ringvej med morgenbrød. Cyklisterne får også en invitation til at danne firmahold, som kan deltage i kampagnen", fortæller Lars Thorup, formand for Cyklistforbundet i Kolding.

Kampagnen løber fra den 1. maj og måneden ud. Deltagerne skal danne et firmahold på mellem 4 - 16 arbejdskolleger, og betaler et tilmeldingsgebyr på 50 kr. pr. deltager. Til gengæld deltager man i lodtrækningen om adskillige præmier. Et hold kan uanset størrelse se frem til nye cykler eller ferie i et sommerhus. Men der er også mange andre præmier lige fra en kvalificeret cykelhjelm til flotte plakater.

Hvis man har for vane at køre bil, og deltager i kampagnen for første gang er der endda chancen for at vinde en el-cykel af meget høj kvalitet.

Reglerne for deltagelse er enkle. Hver dag man bruger cyklen til arbejde, får man ét point. Det tæller også med, hvis man kun bruger cyklen en del af vejen. Cyklen kan altså kombineres med tog eller bus. Desto flere dage der cykles, desto større vinderchancer har holdet. Og hvis man bruger en el-cykel er det også i orden.

"Der er allerede mange tilmeldte hold, men der er ubegrænset plads.
Vi håber også at dem der ellers bruger bilen til arbejde bliver ansporet til at deltage af deres cyklende kolleger. Når de først har prøvet at cykle til og fra arbejde, vil de nok fortsætte, når de oplever, at man på cykel kommer langt friskere på arbejde. Og der er ikke nær så megen spildtid, som for dem der holder i bilkøen".

Hvis man ikke får tilmeldingssedlen mandag morgen, er der også mulighed for at melde sig til via Internettet på adressen: www.vcta.dk. Sidste tilmeldingsfrist er torsdag den 24. april.