Fortsæt til indhold

Gram Slot - nu med adresse i Legoland

Fredag blev Legolands nye bygningsværk afsløret. Gram Slot har fået en lilelsøster

Arkiv
pra

Børnehavebørn fra Gram var fredag i Legoland, hvor de sammen med slotsejer, Svend Brodersen, løftede sløret for en ny miniatureudgave af Gram Slot i Miniland. Slottet, der i dag er bedst kendt for sit økologiske landbrug, er genskabt ud fra de originale tegninger fra omkring år 1470, og blandt andet derfor har LEGO® byggeriet af Gram Slot være helt unikt.
Amalienborg, Rosenborg og Fredensborg er blandt de otte slotte, der tårner sig majestætisk op over Miniland i LEGOLAND. I dag blev også Gram Slot en del af det fine selskab - og det blev fejret af lokale børnehavebørn fra Gram, der sammen med slottes ejer, Svend Brodersen, hans kone Sanne og deres fire børn på fem, otte, fjorten og seksten år afslørede det sønderjyske slot. Med opførelsen af Gram Slot præsenterer Legoland ikke alene en bid af Sønderjylland, men også et slot med en unik historie.

Ved fælles hjælp blev slottet afsløret.

800 års historie

"Gram Slots historie går mere end 800 år tilbage. Slottet har overlevet et hav af krige, og forskellige kongelige og adelsfolk har boet der. Så jeg er utrolig glad og også lidt stolt over, at der nu findes en LEGO model af slottet i Legoland. Og så ligner det oven i købet på en prik," siger slotsejer Svend Brodersen, der sammen med sine børn fik lov at placere en miniatureudgave af sig selv foran slottet, hvor familien bor.
LEGO udgaven af Gram Slot er bygget af 92.400 LEGO klodser og rummer 112 vinduer samt 60 små ”jern”-ornamenter. På slotspladsen står Kong Christian d. X’s karat parkeret sammen med gamle veteranbiler – præcis som i virkeligheden. Byggeriet af Gram Slot har nemlig været af en helt speciel karakter.
"Normalt bygger modeldesignerne modeller til Miniland ud fra billeder og research på stedet, men med Gram Slot har vi haft den unikke mulighed at dykke ned i de originale og mange hundrede år gamle tegninger af slottet. Det har været imponerende at følge byggeriet, og det tager sig jo rigtig fint ud på sin nye plads i Miniland," siger direktør i Legoland, Christian Woller.
Gram Slot bliver en del af det område i Miniland, der hedder Mælkevejen. Her kan børn og deres forældre på sjov og levende vis få et indblik i mælkens vej fra ko til forbruger - lige fra køerne, der selv går ind i stalden for at blive malket, mejeristerne, der sørger for at mælken bliver tappet på kartoner, og til de danske familier, der kan købe mælken i et REMA 1000 supermarked.
Opførelsen af Gram Slot er blevet til i et tæt samarbejde mellem Legoland og REMA 1000, der har eneret til at forhandle produkter mærket Gram Slot, samt slotsejer Svend Brodersen.