Hurtige betjente fangede unge med hash
To unge mænd prøvede at stikke af fra politiet, men blev løbet op af betjente
To unge mænd var ikke hurtige nok, da de i går aftes forsøgte at stikke af fra politiet.
Klokken 20.05 blev deres bil stoppet af politiet på Brogade ved havnen i Sønderborg, hvorefter de to unge mænd stak af i hver deres retning.
De to betjente fulgte efter, og betjentene var åbenbart i bedre form end de unge mænd, for efter en kort løbetur blev begge mænd fanget.
Den ene, en 18-årig mand, var i besiddelse af 5 gram hash, mens han ven på 17 år havde to gram hash på sig. Det koster dem en bøde. Den 18-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han havde et baseballbat i bilen.
"Og vi tror ikke, at han var på vej ud for at spille baseball," siger Svend Erik Lassen fra Sønderborg Politi.