Digital post fra sygehuset
REGIONALT: Sygehusene i Region Sjælland sender indkaldelser til undersøgelse og behandling digitalt. Første gang, du som patient får digital post, modtager du også et brev i din 'normale' postkasse. Vigtigt! Du har fået digital post fra Region Sjælland. Tjek din digitale post på borger.dk eller e-Boks.dk hurtigst muligt.
Sådan lyder de første linjer i det brev, Region Sjælland sender, når en borger første gang bliver indkaldt til undersøgelse og behandling på sygehuset med Digital Post.
- Vi sender det her brev for at give patienten direkte besked om, at han eller hun har fået vigtig digital post fra sygehuset, som skal læses hurtigst muligt, siger Bjarne Klindt, der står i spidsen for Region Sjællands arbejde med Digital Post.
Brug mail og sms
I brevet opfordrer Region Sjælland til, at man indstiller sin digitale postkasse til at sende adviseringer på mail og sms, når der kommer ny digital post.
- Det ligger endnu ikke på rygraden, at vi danskere skal tjekke vores digitale postkasse regelmæssigt. Derfor er det vigtigt at benytte muligheden for at få besked på sms og mail. Det er med til, at man ikke misser sin tid på sygehuset, siger Bjarne Klindt.
Han påpeger også, at mange danskere har tilmeldt sig Digital Post, hvor de tjekker lønsedler og skattepapirer en sjælden gang. Men de er ikke opmærksomme på, at de efter et besøg hos egen læge kan modtage den aftalte indkaldelse til sygehuset i den digitale postkasse.
Adviseringsbrevet fra Region Sjælland kommer kun én gang. Når patienten anden gang og efterfølgende gange modtager en indkaldelse digitalt, kommer der ikke et brev i den 'normale' postkasse.
Region Sjælland kan ikke sende al post digitalt. Hvis patienten for eksempel skal have et prøveglas, pakkes brev og glas fortsat i en konvolut.
- Mere og mere bliver digitalt i dagens Danmark. Det gælder også på sygehusene. Men vi kan ikke sende alt digitalt, så det er vigtigt, at man som borger både tjekker sin 'normale' postkasse ude ved vejen og den digitale postkasse på computeren, understreger Bjarne Klindt.
Lov træder i kraft 1. november
I øjeblikket er det kun borgere, der selv har tilmeldt sig, der får digital post. Fra den 1. november 2014 skal alle borgere over 15 år modtage digital post. Har man ikke selv tilmeldt sig inden 1. november, sker det automatisk.
Hvis man har svært ved det digitale, er der hjælp at hente hos borgerservice og på biblioteker i kommunerne. Hvis man vil søge om fritagelse fra Digital Post, sker det hos borgerservice.
Læs om tilmelding, fritagelse, adviseringer på sms, læseadgang til andre og meget andet på www.regionsjaelland.dk/digitalpost.
pm