Er demokratiet i Danmark ved at ”gå fløjten”…!
Kære læser!
Udtrykket ”gå fløjten ” skulle stamme fra Holland, men bruges også stadig i Danmark, om noget der er ved at ophøre.
Jeg skal ikke påstå, at vor kære Statsminister er ved at ”gå fløjten”, men 1. maj viste med tydelighed, at i hvert fald de Københavnske socialdemokrater – og vel andre på den fløj – ikke er tilfredse med den nuværende regering, selvom det vel må siges at være ”deres egen”.
Utilfredsheden med den socialdemokratisk ledede regering, gik endnu engang ud over Helle Thorning Smith, da hun holdt sin 1.maj tale i Fælledparken. Der blev ”fløjtet” fra en stor del af tilhørerne, som på den måde spolerede en del af talen. Da hun kom længere ud ”på landet”, bl.a. Næstved, var det meget fredeligere – ja, det tangerede næsten det kedelige…!
Og det bringer mig klart ind på de tanker, om arbejderbevægelsen er ved at være trætte af 1.maj? Den blev startet som en international kampdag i 1889, men det med ”kamp” er der vist ikke meget af mere – slet ikke når vejret er så godt, så det var i år på den 1. maj.
Er det bare gået hen og blevet en fridag…?
Er det bare dagen, hvor nogle få skal ud og drikke sig nogle bajere…?
Gider vi slet ikke kæmpe for noget…?
Der er meget delte meninger om, hvor mange, der f.eks. mødte op på Lovparken i Køge i år. LO-Køge Bugt havde i samarbejde med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten inviteret til 1. maj med gratis pølser til børnene og tryllekunstner, samt taler af Harald Børsting (formand for LO), Henrik Sass Larsen (Erhvervs- og Vækstminister), Jacob Mark (byrådsmedlem/SF) og Christian Juhl (MF/Enhedslisten). De burde kunne trække mennesker – men uanset om dem, der hævder, at der var ”ikke meget mere end hundrede”, eller vor egen udsendte, som hævder at der var omkring 300, så er det ikke mange. Der var næsten 1000 til HB Køges hjemmekamp sidste søndag i en forholdsvis ligegyldig 0-0 kamp i fodboldens 1. division…bare til sammenligning!
Gider vi slet ikke det med politik længere…?
Vi danskere skal passe på, at vi ikke bare lader ”stå til”…og når det så er gået galt, så er det ”også de andres skyld…!”
De fleste er måske nok klar over, at jeg ikke lige i hverdagen hører til på den fløj, der selv går til 1. maj møderne af personlig interesse, men jeg har dog været det mange gange i professionel henseende, og jeg må sige, at det er blevet noget kedeligt…!
Måske skyldes det, at alt for mange politikere efterhånden er blevet for pæne mennesker. Hvor er den ”hårde hammer” til 1. maj møderne. Helle Thorning leverede den ikke, og så vidt jeg har hørt, gjorde Henrik Sass Larsen det heller ikke på Lovparken. Det var en pæn, ordentlig og seriøs tale, men ikke noget, der bragede igennem.
Nu skal vi til at vise, hvem vi er – hvad vi står for – og vi må løfte i flok…!
Det er ikke kun politikerne, men også befolkningen, der skal vågne op. Det må da være svært for en politiker, at råbe mennesker op, som udelukkende er kommet for at hygge sig…
Nu skal vi snart til valg igen. Det gælder Europa-Parlamentsvalget og folkeafstemingen om Patentdomstolen. Danmark har, som medlem af EU, 13 repræsentanter i Europa-Parlamentet, som bliver valgt søndag den 25. maj.
Jeg forstår ikke, at det er en søndag – for det er virkelig svært at få folk hjemmefra en søndag (i solskinsvejr?), men det kan heller ikke hjælpe noget, at vi bare bliver hjemme, når vi samtidig har den holdning, at ”de bestemmer sgu´(undskyld!) alligevel det hele dernede i EU”.
Det er jo netop her det er vigtigt, at vi danskere kommer til stemmeboksene, og får valgt nogle veltalende, dygtige repræsentanter ind.
Vælger vi at blive hjemme, og lade de andre bestemme, så er det helt klart vores eget valg – men så lad være med at brokke jer bagefter…
- rigtig go' weekend!