Nabo forhindrede tyveri
To bulgarere på ulovligt erinde på Stormøllevej i Køge
Arkiv
KØGE: Politiet i Køge blev lørdag eftermiddag kl. 17.12 kaldt til en adresse på Stormøllevej i Køge, idet to mænd var blevet grebet i at forsøge at stjæle autoudstyr fra en carport.
En 69-årig mand fra Køge var ude og gå tur i sit villakvarter og så pludselig, at der holdt en bulgarsk varevogn foran naboens indkørsel.
To mænd var samtidigt i gang med at bære autoudstyr fra naboens carport og ind i varevognen. Den 69-årige ringede straks til ejeren af huset – en 62-årig mand - der hurtigt kom til stedet.
Sammen lykkedes det dem at tilbageholde de to mænd indtil politiet kunne komme til stedet.
Begge mænd – der var fra Bulgarien – blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri.
pm