Undervisningsministeren støtter Campus Køge
- i arbejdet med uddannelsesmiljø
KØGE: Et af nøgleordene i regeringens plan for at 95% af alle unge gennemfører en ungdomdsuddannelse er: uddannelsesmiljø. Campus Køge har en helt særlig placering og samarbejde, som gør det til et særligt attraktivt sted at studere.
I regeringens udspil til en ny reform for erhvervsuddannelser står tydeligt, at fordelene ved campusdannelser skal styrkes og udnyttes. Samtidig skal de hindringer, der er for campusdannelser fjernes. Det udspil tager man imod med kyshånd i Køge, hvor campussamarbejdet allerede er godt i gang.
- Som uddannelsessted bliver Køge jo et helt centralt sted i forhold til udbud af uddannelser og infrastruktur, siger campus-koordinator i Campus Køge, Allan Corfitsen.
- Men der er jo nogle forskellige udfordringer i at lave et campussamarbejde.
Og i den anledning havde Campus Køge mandag besøg af undervisningsminister Christine Antorini. Ministeren kom til Campus Køge, dels for at høre om det særlige samarbejde der er, men især for at komme i dialog med medlemmerne af campussamarbejdet.
Kultur og lov som barrierer
Ministeren taler varmt for campusdannelser og roser Campus Køge for at have tænkt mange elementer ind, ikke bare ungdoms- og videregående uddannelser, men også har Ungdommens Uddannelsesvejledning og 10.klasserne med.
- Men man får ikke nedbrudt kulturbarrierer uddannelsesinstitutionerne imellem bare fordi man er der (på samme sted, red.), man skal også lave forløb sammen, siger ministeren.
Det er der også både store ønsker og planer om. Både direktøren for Køge Handelsskole, Tim Christensen og direktøren for EUC Sjælland, Astrid Dahl, har i flere år ønsket at lave undervisning på tværs af HHX og HTX, men loven tillader det ikke. Derudover er der også en del barrierer i at dele områder og bygninger i campussamarbejdet.
- Blandt andet må nogle uddannelsesinstitutioner ikke eje i fællesskab med andre, mens andre gerne må bygge og leje ud til fællesskabet. Det er jo bare ikke hensigtsmæssigt, når man ønsker at arbejde som en forening og lave tiltag under fælles principper, men uden at fusionere, siger Allan Corfitsen og støttes af borgmester Flemming Christensen:
- Det er en udfordring, at kommunen og uddannelsesinstitutionerne ikke må eje og føre drift af bygninger i fællesskab. Vi har behov for, at ministeren ser på, om der kan laves nogle regler, som vi kan agere under.
Ønsker godt uddannelsesmiljø
Det er netop disse forskellige udfordringer som ministeren ønsker at høre om.
På mødet fortalte Christine Antorini, at de i undervisningsministeriet godt er klar over, at der er nogle barrierer, og at de er i gang med at undersøge, hvordan det hænger sammen for de forskellige campus i Danmark. For ministeren vil i dialog og vil arbejde for at sikre et godt uddannelsesmiljø. Noget som glæder Køges borgmester:
- Da der i 2011 blev holdt sættemøde for Campus Køge, var det et meget visionært projekt. Nu løber det stærkt – det er ikke til at stoppe.
Og med ministerens lydhørhed i ryggen kan det kun blive lettere for Campus Køge.