Bilist havde fået frakendt kørekortet
En 40-årig mand blev natten til torsdag rutinemæssigt standset, da han kom kørende i en Mercedes på Hvidovrevej.
Det viste sig imidlertid hurtigt, at der var flere problematiske forhold ved mandens bilkørsel. Dels udgav han sig i første omgang for at være en anden, dels havde han fået frakendt sit kørekort.
Manden blev således sigtet både for falsk anklage og for at køre bil til trods for at han havde fået frakendt sit kørekort. Han erkendte begge dele.
At køre bil uden at have førerret kan koste dyrt. Første gang der køres uden førerret udløser det en bøde på 7.000 kroner.
Anden gang koster det 8.500 kroner og tredje gang er bøden 10.500 kroner plus at bilen kan konfiskeres. Det kan den også ved gentagelse. Fjerde gang koster det 14.000 kroner og derefter vil der sandsynligvis også falde en fængselsstraf.