Revyfest uden dans på bordene

Man skal som bekendt ikke love mere end man kan holde. Så når man i invitationen skriver: “EsbjergRevyen 2014 - sikke en fest!”, så skal der altså også være fest og mere end bare en bette snert af Esbjerg.
Den præmis holder ikke helt vand i dette års udgave af revy på Tobakken. Og så alligevel. For der er både sang, musik, overbevisende skuespillerpræstationer og gode sketches, men når det hele er slut, kommer følelsen af at have deltaget i en fest, der aldrig helt blev vildt sjov, snigende. Og det er ærgerligt, for ingredienserne til en sjov, mindeværdig fest er til stede.
Men hvorfor kommer den der følelse så snigende? Følelsen af at være stillet noget i udsigt, som man ikke helt får.
En af forklaringerne er det særdeles sparsomme lokale islæt. Markedsfører man sig som EsbjergRevyen 2014, så er det altså ikke nok at synge et par sange, hvor byens navn indgår. Nej, så er man nødt til at lægge en smule mere energi i at grave brugbart revymateriale frem af Energimetropolen.

Et stenalderhit

En anden forklaring på den manglende feststemning er den svingende kvalitet i revyens sketches og parodier. Igen: Skuespillerne leverer dem ganske overbevisende - enkelte er bare ikke sjove nok. Og sjov er som bekendt grundlaget for enhver god fest - og revy for den sags skyld. Forholdet mellem mand/kvinde og den svære kommunikation de to køn imellem er så gennemtærsket, at det altså ikke kan bære at være omdrejningspunktet i hele tre revynumre - dertil er det hele set for mange gange før.
Heller ikke Cigarius og Tobaktus' tur ned i Peter Aalbæks lunger, en rockerparodi og en alt for lang snak om diverse tv-programmer bidrager til feststemningen. Det gør til gengæld en munter, danserig sketch med kærlig hilsen til nutidens populære stenalderkost og et underholdende - men lidt langt - publikumskursus i stand up leveret af John Batz.
Alt i alt en ganske god fest. Ikke af den vilde slags, der giver anledning til dans på bordene, men en af dem man i et stykke tid husker tilbage på med et smil.