Fortsæt til indhold

Svækket Vardehold er favoritter i dagens udekamp

Vardes DS-hold møder i dag Hedensted på udebane. Kampen spilles på Hedensted Stadion med kampstart kl. 14.00.

Arkiv
Arkiv

Vardes tophold i danmarksserien møder i eftermiddag et bundhold på udebane.
Foråret har foreløbig indbragt Hedensted syv points, hvor det 2. Påskedag blev til en sejr på 5-4 over Hjørring på udebane.
Cheftræner for værterne er den tidligere superligaspiller i Vejle, Viborg og AGF, Alex Nørlund, som afløste Henrik Larsen i vinterpausen. Hedensted valgte at opsige Henrik Larsen i utide, da mange af klubbens dygtige spillere havde valgt at stoppe med at spille fodbold i Hedensted.
Udover Alex Nørlund, som ind i mellem også træder til på banen, indgår den tidligere Vejle spiller 33-årige Jesper Olesen også i truppen.
Varde-holdet var hårdt ramt på såvel skades-som karantænesiden efter kampen mod Aarhus Fremad 2. Påskedag. Jesper Lund (rødt kort) og Tobias Jeremiassen (gult) røg begge i karantæne, mens Jesper Svennesen, Steffen Andersen, Søren Pallesen. Niklas Fyhn og Esben Lauridsen alle var skadede. Sundhedssektoren har derfor været på overarbejde, men heldigvis er det kun Niklas Fyhn, som ikke er blevet kampklar. Det er derfor alligevel et særdeles stærkt Varde mandskab der møder op i det østjyske, og går efter alle tre points.

"Vi skal vinde"

Selvom der venter Varde en svær kamp, er Vardes træner Søren Pallesen klar i mælet, når han skal beskrive opgaven.
"Det er et bundhold vi skal møde, og de spiller rimeligt disciplineret, så vi skal spille med stor tålmodighed, som i vores sidste udekamp Skærtorsdag. Der formåede vi desværre ikke at lave nogle mål, men det vil jeg håbe på, at vi kan lave i eftermiddag," siger Søren Pallesen.
Selvom Vardemandskabet er svækket, så ser han det ikke som det helt store problem.
"Vi har en rigtig stor trup, med mange gode spillere, så jeg er sikker på, at der nu er nogle andre spillere, der vil ind og bevise deres værdi for holdet, så jeg ser frem til opgaven," slutter Søren Pallesen.