Fortsæt til indhold

Team Esbjerg kæmper om DM bronze i dag

Arkiv
Arkiv

Team Esbjerg betræder som klub konstant nyt terræn i disse uger. Først med semifinalekampe mod Viborg HK i Dame Håndbold Ligaen, dernæst finalekampe mod Lada i EHF Cup og nu de første kampe om medaljer nogensinde. De danske mestre fra 2012, Randers HK, er modstanderen i to bronzekampe med det første opgør i Blue Water Arena torsdag aften.
De to hold møder med vidt forskellige forudsætninger. Randers stiller op med 18 dages kamppause siden den sidste semifinalekamp mod FC Midtjylland, og for Team Esbjerg er bronzekampen den 16. kamp i en nærmest uendelig række af opgør mod klassemodstandere. På 48 dage har holdet mødt Team Tvis Holstebro, Dinamo Volgograd, Viborg HK, FC Midtjylland, Fehérvár KC og Lada. København Håndbold er i 15 kampe den eneste modstander under det absolutte topniveau.
"Randers har haft tre ugers pause og har haft god tid til at træne, hvordan holdet vil spille mod os. Vi møder med en form for træthed, men også med kamptræning efter rigtig mange hårde kampe. Jeg håber, skarpheden bliver afgørende, men ingen kan vide på forhånd, hvem af os der har fordelen. Vi vil rigtig gerne have bronzemedaljerne, og jeg forventer to sindssygt hårde kampe," siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen.
Selv om hjemmebanefordelen ikke vejer så tungt som mod især østeuropæiske modstandere i EHF Cup, går Team Esbjerg efter at vinde i egen hal for at have et godt udgangspunkt til den afgørende kamp i Arena Randers onsdag den 21. maj.
"Jeg forventer en intens kamp, for der står meget på spil. For Team Esbjerg er det den første chance for medalje i Dameligaen, og der spilles formentlig også om et wildcard til Champions League. Kampen står mellem to gode hold, der har gjort det godt i denne sæson, og jeg håber på mindst lige så stor opbakning fra vores hjemmepublikum som til de tidligere slutspilskampe," siger Lars Frederiksen.
Du kan købe billetter til bronzekampen på www.teamesbjerg.dk.
Team Esbjerg – Randers HK i kamp om bronzemedaljer i Dame Håndbold Ligaen, første kamp, torsdag kl. 19.00 i Blue Water Dokken. Team Esbjergs trup:
Målmænd:
Emily Stang Sando og Kari Aalvik Grimsbø
Venstre fløj:
Susanne Kastrup Forslund
Højre fløj:
Maibritt Kviesgaard og Nina Bech
Streg:
Kirsten Balle og Helena Løjborg
Bagspillere:
Johanna Ahlm, Tove Seest, Lotte Grigel, Estavana Polman, Susanne Madsen og Emily Baunsgaard.