Fortsæt til indhold

Haderslev giver tid

Haderslev Kommune deltager i HjerneSagens "Giv Tid" kampagne. Tirsdag er der en aktivitet klokken 16.00

Arkiv
Arkiv

Haderslev Kommune bliver partner i HjerneSagens "Giv tid"-kampagne, som skal give mere tid til borgere, der har problemer med at tale - afasi. Den 13. maj kl. 16 holdes der et arrangement, hvor en borger fortæller sin personlige historie og en talepædagog fortæller om afasi.
Nogle af os har måske prøvet det. At stå over for et menneske, der har lidt svært ved at finde ordene og forklare sig, og derfor måske ender med ikke at få sagt det, som vedkommende har på hjerte. Det er en af hverdagens udfordringer for folk, der er ramt af en blodprop eller blødning i hjernen og har problemer med at tale.

Den nedsatte evne til at tale kaldes også afasi. Afasi kan opstå som følge af en hjerneskade, hvor det område i hjernen, der styrer sproget, har taget skade. Når man har afasi, har man brug for tid til at forklare sig, og i en travl hverdag, hvor tingene går stærkt er det ikke altid, at der er plads til det.

Haderslev Kommune skyder derfor gang i en kampagne, der hedder "Giv tid". Det er HjerneSagen, der i 2010 satte ”Giv tid”-kampagne i gang, og Haderslev Kommune har nu sagt ja til at blive partner i kampagnen.

Kampagnen går kort fortalt ud på, at hvis medarbejderne i eksempelvis en kommune giver lidt ekstra tid, lytter og er tålmodige, så kan det have stor betydning for den borger, der er ramt af afasi.

"Vi kan og vil gerne være med til at gøre en forskel for den målgruppe. Kommunens medarbejdere møder hver dag borgere, der er ramt af afasi, og her er håbet, at hvis alle giver lidt tid, lytter og hjælper, så kan vi være med til at skabe større forståelse og tryghed hos den afasi-ramte," siger formand for Socialudvalget Peter Kofod Poulsen.

Opstarten på kampagnen er et arrangement den 13. maj klokken 16 på Månen, Bispebroen, Haderslev. Her vil talepædagog Bente Stær Nissen fra Center for Hjælpemidler og Kommunikation, CHK, holde et oplæg om afasi, og så vil Silvia Jessen fra Haderslev fortælle sin egen historie om, hvordan det var at vågne op og have fået afasi. Alle er velkommen til at deltage i arrangementet.

Haderslev Kommune deler også materiale ud til borgere, der har et kommunikationshandicap. De får en key-hanger fra HjerneSagen, som de kan vise, når de eksempelvis kommer ind i Borgerservice. På den måde ved medarbejderne, at de står over for en borger, der måske har brug for lidt længere tid til at forklare sig.

Haderslev Kommune sætter sin Giv tid kampagne i søen den 13. maj. Kampagnen vil køre i cirka en måned. I den periode vil der også ligge materiale om afasi på kommunens biblioteker og i Borgerservice.