Fortsæt til indhold

Femhøj slog topholdet

Flot indsats da de orange sikrede sig 3 vigtige point efter 2-0 sejren over Helsinge

Arkiv
Af Ove Dyrstrøm

FODBOLD. Femhøjs serie 1 mandskab fik nedrykningsstregen på betragtelig afstand, da de i lørdags sikrede sig 3 meget vigtige point efter en flot indsats mod Helsinges tophold, der blev sendt hjem med et 2-1 nederlag i bagagen.
Efter 10 minutter viste Femhøj deres klasse i omstillingsspillets ædle kunst, da Martin Kasler blev sendt af sted på en lang bold frem på modstandernes banehalvdel. Trods hårdt presset holdt han kursen og scorede til 1-0 i det korte hjørne hos Helsinges keeper.
Helsinge pressede dog på i flere perioder, så keeper Nikolaj Jacobsen flere gange måtte i aktion, men forsvaret holdt gæsterne fra de helt oplagte chancer. I stedet slog Femhøj til efter 38 minutter, på et flot angreb, hvor Asbjørn Sørensen med en smart hælaflevering sendte en medspiller til baglinien, og inde foran mål var Emil Sørensen klar med indersiden til 2-0. Et flot mål lige efter fodboldens abc.
Efter pausen startede Helsinge med en stor offensiv, igen formåede Femhøjs forsvar dog at holde dem stangen, og derefter kom hjemmeholdet igen tilbage i kampe. Først i kampens slutfase blev der fornyet spænding om resultatet, da Helsinges Mads Hocke kom først på et indlæg og prikkede bolden forbi Nikolaj Jacobsen til 2-1.
Derefter pressede Helsinge på for en udligning, og takket være endnu en redning fra Nikolaj Jacobsen, så lykkedes det for Femhøj at køre sejren hjem efter hele syv minutters overtid.
Fenhøj spiller igen på lørdag kl. 14.00 ude mod Gladsaxe/Hero, der er rækkens tophold.