To mænd anholdt for flere kriminelle forhold
GREVE: Politiet fik tirsdag eftermiddag kl. 12.56 en anmeldelse om et igangværende indbrud i en villa på Femvej i Greve, idet tyverialarmen var gået i gang.
Villaens kvindelige beboer skyndte sig hjem og bemærkede undervejs en mistænkelig, sølvgrå personbil.
Villaejeren kunne sammen med politiet konstatere et knust vindue og tyveri af bl.a. en fladskærm og en computer.
En anden politipatrulje på vej til området for at lede efter indbrudstyvene bemærkede undervejs to mænd stå i en have på Parkvej. Samme sted var en sølvgrå bil bakket ind i indkørslen.
Politiet mistænkte de to mænd på 19 og 26 år uden fast bopæl i København for at ville begå indbrud på Parkvej, hvorfor de blev anholdt. Deres bil viste sig at være monteret med et sæt nummerplader, der var stjålet i København SV, og i bilen fandt politiet tyvekoster fra indbruddet på Femvej samt indbrudsværktøj i øvrigt.
Det viste sig, at bilen, de kørte i, var stjålet i forbindelse med et indbrud i en villa i Brøndby Strand.
Yderligere undersøgelse af de to anholdtes gav også politiet grundlag for at kunne mistænke dem yderligere for et indbrud i en villa i Glostrup samt et p.t. ukendt sted.
Derfor vil politiet fremstille de to anholdte i grundlovsforhør ved retten i Roskilde onsdag med krav fra anklagemyndighedens side om varetægtsfængsling.
pm