Fortsæt til indhold

Femhøj havde spillet men tabte

Frederiksværk var skarpest og kunne tage hjem med alle 3 point

Arkiv
Af Ove Dyrstrøm

FODBOLD. Efter sidste uges sejr, så kom Femhøj ned på jorden igen, da de 2. påskedag tabte 0-2 til Frederiksværk. Men sådan burde det nødvendigvis ikke være gået, for det var hjemmeholdet, som havde det meste spil, og chancer var der også. Fra start sad de på spillet, og Timo Tørring havde en god mulighed, men gæsternes keeper kvitterede med en klasseredning. Emil Sørensen havde endda også sendt bolden i netmaskerne, men her blev målet annulleret for offside, så derfor endte halvlegen målløs.
Mens Femhøj sad på spillet før pausen, så kom Frederiksværk længere frem på banen efter pausen. Man skulle dog helt frem til kampens sidste 10 minutter før afgørelsen faldt. Her fik Frederiksværk tilkendt et straffespark, da en angriber blev nedlagt i feltet, og det udnyttede Andreas Westh til 0-1. Forseelsen kostede samtidigt Femhøj et gult kort, men de var nu nødsaget til at satse. Offensiven kom dog i stedet til at koste i den anden ende, da Casper Madsen kunne afslutte et kontraløb ved at lukke og slukke til 0-2 i kampens næstsidste minut. Dermed kunne gæsterne tage hjem med alle 3 point, og det var ikke helt fair efter spil og chancer.
Femhøj spiller igen på lørdag kl.15.00, hvor de på hjemmebane får besøg af Lundtofte.
KAMPFAKTA
. Serie 1: Femhøj – Frederiksværk 0-2 (0-0).Frederiksværk: Andreas Westh, Casper Madsen.