Udflugt til Julemærkehjemmet
Naturen viser sig fra den smukkeste side lige nu, og det blev da også
en fantastik dejlig køretur ad små veje og lans Fjordvejen til Julemærkehjemmet
Fjordmark i Kollund. Det var Besøgstjenesten i Røde Kors, Rødekro afdeling, som
var på udflugt mandag d. 26. maj, og 38 besøgsvenner/besøgsmodtagere nød
turen i det flotte vejr.
Ved ankomsten til Fjordmark stod børnene klar til at rundvise gæsterne, og børnene
strålede af stolthed over at være en del af dette fantastiske sted, hvor så mange børn
gennem årene har fået en oplevelse, de mindes med glæde resten af livet.
Forstander Vibeke Sørensen fortalte levende om hverdagen på Fjordmark, og det
resulterede i en hel del nye venner af hjemmet, hvilket vil glæde børnene, for de må holde
en fest hver gang, der er kommet 100 nye venner til, og der manglede kun et lille antal i
at nå det runde tal.
Dejlig kaffe og kage fra husets køkken blev nydt, inden turen atter gik hjem til Rødekro.