21-årig mand alvorligt kvæstet i soloulykke
TRAFIKULYKKE: Tirsdag formiddag kl. 11.13 fik politiet melding om, at en bil havde påkørt et vejtræ på Lyngvej mellem Ølby og St. Salby.
Ved ankomst til stedet var redningspersonale i gang med at frigøre en 21-årig, alvorligt tilskadekommen mand fra Hvidovre fra en personbil holdende på en mark.
Den 21-årige blev i en tilkaldt lægehelikopter fløjet direkte til Rigshospitalets traumecenter til behandling. Der var ikke andre trafikanter involveret i ulykken, og politiet tilkaldte en bilinspektør til at undersøge uheldsstedet og personbil.
De foreløbige undersøgelser og vidneudsagn viste, at den 21-årige var kørt i vestlig retning og af ukendte årsager kørt ud i rabatten i vejens venstre side.
Her havde han ramt et enligt vejtræ med fronten og højre side af bilen, der kraftigt beskadiget standsede ude på marken syd for vejen.
Den 21-åriges tilstand betegnedes som kritisk, og politiet afventer nu en erklæring fra bilinspektøren omkring undersøgelserne på uheldsstedet.
pm